Forfatningskampen

Højre afviste venstres krav om parlamentarisme. De forsøgt derfor at tvinge deres vilje igennem.

Venstre nægtede at stemme på finansloven i 1873 og det endte derfor med at højre-regeringen afgik i 1874.

Venstre så det ikke som en sejr, tværtimod. Højre fik en ny regeringsleder. Hans navn var J.B.S. Estrup og han var godsejer. Det Estrup fokuserede mest på var at kongen frit kunne vælge hvem han ville have som minister. Han havde ingen respekt for folketingsflertallet, og ville gøre alt for at blive valgt. Estrup blev statsminister i 1875 og går af i 1894. I den periode lagde venstre et stort pres på regeringen. Der blev skåret til minimum på bl.a. finanslovsbevillingerne og lovgivningsarbejdet. For at lovforslagene kunne vedtages, skulle begge partier sige go’ for det. Venstre var ikke enig og lod derfor vær med at reagere på den, og lod det visne. Estrup lavet derfor en taktisk plan hvor han sendte folketinget hjem fra et møde omkring lovene. I grundlovene er der en regel om at hvis et parti ikke kan møde op, må det andet parti godtage loven. Det var det han gjorde, så loven blev vedtaget bag om ryggen på de andre, provisoriske love. 

Det blev meget dramatisk. Den 21. oktober 1885 blev Estrup skudt af en attentatmand, men kom dog ikke noget til skade. Det havde ingen forbindelse mellem partierne og attentatet.

Til et nyt møde i rigsdagen, blev den samme taktik brugt og folketinget blev sendt hjem igen og endnu en lov blev vedtaget uden om folketinget. Sådan fortsatte det de næste mange år. Takket være de provisoriske finanslove, fik Estrup bygget et fæstningsanlæg omkring København. Det var Venstre meget imod.

Vælgerne af partierne blev mere forskellige, men dog ikke så meget at det kom til oprør. Der var mange voldsomme sammenstød mellem de to partier. Fx var der et d. 6. september 1885, slaget ved Brønderslev.

At Estrup havde lavet provisoriske love, var en form for statskup og både gendarmkropset og indgrebet mod ytringsfriheden var metoder der hører til diktaturstater.

Lavet af: Nanna, 3.z

Toblokssystemet

Frem til 1901 kæmpede to partier om magten: højre og venstrer. Efter systemskiftet opstod dewr et hurtigt et tobloksystem, der afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen. På den ene side stod højre, der i 1915 skiftede navn til Det Konservative Folkeparti som udtryk for, at partiet nu fuldt ud accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentarismen. Venstre flæyttede gradvis over på samme side som Højre, efter at dets vestrefløj i protest mod militærudgifternes størrelse i 1905havde dannet deres eget parti, Det radikale Venstre. Det nye parti tog sig også af husmændenes sag. Lænmgere ude på venstrefløjen stormede Socialdemokratiet frem som følge af industraliseringen, og det var snart Folketingets næststørste parti.
     De Radikale ønskede at bevare det markedsøkonomiske system, medens Socialdemokraterne arbejdede for et socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. I den praktiske politikl kunne de dog godt finde sammen om reformer, der var til fordel for den almindelige, jævne befolkning.
     Det Radikale Venstre dannede regering 1909-10 og igen 1913-20, støttet af socialdemokratiet. Det blev derfor under radikal ledelse, at den længe ventede demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført. Ved denne ændring af grundloven var der tale om et typisk kompromis, hvor alle partierne havde opnået noget.
     En ny valglov i 1920 indførte den kendte udjævningsordning med nye tillægsmandater, og som følge heraf fik det nye Konservative Folkeparti en meget stærkere position i Folketinget. Valgdeltagelsen steg til ca. 80 pct. Det styrkede parlamentarismen, at den forsamling, der skulle afgøre, hvilken regering der blev udnævnt, hvilede på en så bred vælgerbasis.
     Siden 1849 var demokratiseringen skredet fremad. Kredsen af vælgere var blevet mere end tredoblet, valgdeltagelsen var steget, partierne var blevet fastere organiserede, og de repræsenterede mere entydigt en tidligere hver sin befolkingsgruppe. Parlamentarismen betød, at vælgerne i højere grad var med til at afgøre, hvilken regering der skulle dannes. På den baggrund kan man godt sige, at demokratiet nu var realiseret.

Lene 3.z

Vedtagelsen af DK's grundlov 1848

Borgerskabet var af den opfatning, at det enkelte individ ville klare sig bedre, hvis det fik så meget frihed som muligt. Politisk betød det, at man krævede at staten skulle respektere religionsfrihed, forenings- for-samling og ytringsfrihed. Det betød at der opstod en oppositionsbevægelse, den nationalliberale bevægelse. Den nationalliberale bevægelse ville have udvidet trykkefriheden, hvilket skabte en politisk debat. Orla Lehmann den ledende talsmand for de nationalliberale prøvede at overbevise bønderne om at en fri forfatning ville betyde gennemførelse af sociale og økonomiske reformer, som bønderne var interreseret i.   

         Borgerne ønskede en fri forfatning.Kongen gik i 1848, men på de nationalliberales krav om, at de gamle medlemmer af statsrådet skulle afskediges, hvilket kongen gik med til. D. 22. marts 1848 offentliggjorde kongen, at han nu var ansvarsfri og at det nu ministeriet som skulle være ansvarlige for det politiske. Det konstitutionelle monarki bliver indført. En af hovedopgaverne for ministeriet var at udarbejde en grundlov som skulle afløse kongenloven. Den nye grundlov indskrænkede valgretten som før havde været forholdsvis bred, og værnepligten blev indført. De nationalliberale havde dog forestillet sig en mindre bred valgret, fordi de ikke ville blive truet af borgerskabet. Dette fik borgerne til at vælge anderledes, og de nationalliberale kunne en forstå, at man ville vælge en almindelig mand fremfor en dannet mand som Orla. Forfatningen var bygget over magtdelingsprincippet dvs. at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adskilt. Ved at adskille de tre magter kunne de hverisær  kontrollere og afbalancere hinanden. Den lovgivende magt var Risdagen, Den udøvede magt var kongen. Kongen selv var dog ansvarsfri. Den dømmende magt lå hos domstolene, når en dommer først var blevet valgt kunne han ikke afskediges igen. Den nye forfatning indeholdt også de borgerlige og politiske rettigheder, men Danmark var langt fra blevet demokratisk.

Lavet af: Line