fredag den 3. december 2010

Forfatningskampen

Højre afviste venstres krav om parlamentarisme. De forsøgt derfor at tvinge deres vilje igennem.
Venstre nægtede at stemme på finansloven i 1873 og det endte derfor med at højre-regeringen afgik i 1874.
Venstre så det ikke som en sejr, tværtimod. Højre fik en ny regeringsleder. Hans navn var J.B.S. Estrup og han var godsejer. Det Estrup fokuserede mest på var at kongen frit kunne vælge hvem han ville have som minister. Han havde ingen respekt for folketingsflertallet, og ville gøre alt for at blive valgt. Estrup blev statsminister i 1875 og går af i 1894. I den periode lagde venstre et stort pres på regeringen. Der blev skåret til minimum på bl.a. finanslovsbevillingerne og lovgivningsarbejdet. For at lovforslagene kunne vedtages, skulle begge partier sige go’ for det. Venstre var ikke enig og lod derfor vær med at reagere på den, og lod det visne. Estrup lavet derfor en taktisk plan hvor han sendte folketinget hjem fra et møde omkring lovene. I grundlovene er der en regel om at hvis et parti ikke kan møde op, må det andet parti godtage loven. Det var det han gjorde, så loven blev vedtaget bag om ryggen på de andre, provisoriske love. 
Det blev meget dramatisk. Den 21. oktober 1885 blev Estrup skudt af en attentatmand, men kom dog ikke noget til skade. Det havde ingen forbindelse mellem partierne og attentatet.
Til et nyt møde i rigsdagen, blev den samme taktik brugt og folketinget blev sendt hjem igen og endnu en lov blev vedtaget uden om folketinget. Sådan fortsatte det de næste mange år. Takket være de provisoriske finanslove, fik Estrup bygget et fæstningsanlæg omkring København. Det var Venstre meget imod.
Vælgerne af partierne blev mere forskellige, men dog ikke så meget at det kom til oprør. Der var mange voldsomme sammenstød mellem de to partier. Fx var der et d. 6. september 1885, slaget ved Brønderslev.
At Estrup havde lavet provisoriske love, var en form for statskup og både gendarmkropset og indgrebet mod ytringsfriheden var metoder der hører til diktaturstater.

Lavet af: Nanna, 3.z

Toblokssystemet

Frem til 1901 kæmpede to partier om magten: højre og venstrer. Efter systemskiftet opstod dewr et hurtigt et tobloksystem, der afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen. På den ene side stod højre, der i 1915 skiftede navn til Det Konservative Folkeparti som udtryk for, at partiet nu fuldt ud accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentarismen. Venstre flæyttede gradvis over på samme side som Højre, efter at dets vestrefløj i protest mod militærudgifternes størrelse i 1905havde dannet deres eget parti, Det radikale Venstre. Det nye parti tog sig også af husmændenes sag. Lænmgere ude på venstrefløjen stormede Socialdemokratiet frem som følge af industraliseringen, og det var snart Folketingets næststørste parti.
     De Radikale ønskede at bevare det markedsøkonomiske system, medens Socialdemokraterne arbejdede for et socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. I den praktiske politikl kunne de dog godt finde sammen om reformer, der var til fordel for den almindelige, jævne befolkning.
     Det Radikale Venstre dannede regering 1909-10 og igen 1913-20, støttet af socialdemokratiet. Det blev derfor under radikal ledelse, at den længe ventede demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført. Ved denne ændring af grundloven var der tale om et typisk kompromis, hvor alle partierne havde opnået noget.
     En ny valglov i 1920 indførte den kendte udjævningsordning med nye tillægsmandater, og som følge heraf fik det nye Konservative Folkeparti en meget stærkere position i Folketinget. Valgdeltagelsen steg til ca. 80 pct. Det styrkede parlamentarismen, at den forsamling, der skulle afgøre, hvilken regering der blev udnævnt, hvilede på en så bred vælgerbasis.
     Siden 1849 var demokratiseringen skredet fremad. Kredsen af vælgere var blevet mere end tredoblet, valgdeltagelsen var steget, partierne var blevet fastere organiserede, og de repræsenterede mere entydigt en tidligere hver sin befolkingsgruppe. Parlamentarismen betød, at vælgerne i højere grad var med til at afgøre, hvilken regering der skulle dannes. På den baggrund kan man godt sige, at demokratiet nu var realiseret.

Lene 3.z

Vedtagelsen af DK's grundlov 1848

Borgerskabet var af den opfatning, at det enkelte individ ville klare sig bedre, hvis det fik så meget frihed som muligt. Politisk betød det, at man krævede at staten skulle respektere religionsfrihed, forenings- for-samling og ytringsfrihed. Det betød at der opstod en oppositionsbevægelse, den nationalliberale bevægelse. Den nationalliberale bevægelse ville have udvidet trykkefriheden, hvilket skabte en politisk debat. Orla Lehmann den ledende talsmand for de nationalliberale prøvede at overbevise bønderne om at en fri forfatning ville betyde gennemførelse af sociale og økonomiske reformer, som bønderne var interreseret i.   
         Borgerne ønskede en fri forfatning.Kongen gik i 1848, men på de nationalliberales krav om, at de gamle medlemmer af statsrådet skulle afskediges, hvilket kongen gik med til. D. 22. marts 1848 offentliggjorde kongen, at han nu var ansvarsfri og at det nu ministeriet som skulle være ansvarlige for det politiske. Det konstitutionelle monarki bliver indført. En af hovedopgaverne for ministeriet var at udarbejde en grundlov som skulle afløse kongenloven. Den nye grundlov indskrænkede valgretten som før havde været forholdsvis bred, og værnepligten blev indført. De nationalliberale havde dog forestillet sig en mindre bred valgret, fordi de ikke ville blive truet af borgerskabet. Dette fik borgerne til at vælge anderledes, og de nationalliberale kunne en forstå, at man ville vælge en almindelig mand fremfor en dannet mand som Orla. Forfatningen var bygget over magtdelingsprincippet dvs. at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adskilt. Ved at adskille de tre magter kunne de hverisær  kontrollere og afbalancere hinanden. Den lovgivende magt var Risdagen, Den udøvede magt var kongen. Kongen selv var dog ansvarsfri. Den dømmende magt lå hos domstolene, når en dommer først var blevet valgt kunne han ikke afskediges igen. Den nye forfatning indeholdt også de borgerlige og politiske rettigheder, men Danmark var langt fra blevet demokratisk.

Lavet af: Line

fredag den 12. november 2010

Prostituerede

Prostitution var en normalt på gaden Peder Madsens Gang. Her lå mange bordeller og de prostituerede levede side om side med gydens øvrige beboere. Politiet tolererede prostitution, hvis kvinderne offentliggjorde at de arbejde med prostitution, og de lod sig undersøge for kønssygdomme. At kvinderne og andre beboere boede så tæt, var til stor bekymring hos myndighederne. Det var ikke kun i Peder Madsens gang der var bekymringer, men over hele København, hvor der blev drevet prostitution. 



Kilden: ” Politirapport over prostitueret 1866-1869”

Kilden er en politirapport der foregår over et længere forløb. Den starter d. 13. juni 1866. Kilden handler om Det offentlige Fruentimmer(den prostituerede) Marie Mathilde Frederiksen.
Rapporten indeholder forskellige rapporter omkring Marie Mathildes bedrifter. Hun bor i København og arbejder på en kludefabrik. Derudover siges det at hun er prostitueret, men vil ikke selv vedkende sig sine ”forbrydelser”. Hun bliver til hevet ind på politigården, for at blive afhørt. Hun bliver registreret som prostitueret, og politiet beordrer hende at få lægevisitation. Hun har tidligere lægget på hospitalet for Syphilis. Hun bliver helbredt og kommer igen ind til politiet. Hun udebliver fra lægevisitation, flere gange og hendes onkel som er skomager, og han skal derefter passe på hende. Han smider eftersigende ud efter noget tid.
Hun finder en ”veninde” den prostituerede Ane Johanne Christine Johansen. De føjter rundt sammen og ”morer” sig. Hun bliver lidt efter igen smittet, og igen helbredt og udskrevet.
Den sidste politirapport finder sted d. 30. marts 1869. Derfra ved ingen hvordan det er gået Marie Mathilde Frederiksen.
Kilden er en 1.håndskilde da det er en politirapport og jo derfor skrevet af politiet der på det tidspunkt har anholdt hende.



                                                                                                  Af Nanna

Peder Madsens Gang - Børns forbudte lege

Peder Madsens Gang var en skummel, stinkende og smal gyde. Historien om Peder Madsens Gang er med til at fortælle, om nogle generelle træk ved den danske hovedstad under urbaniseringen og den spirende industrialisering.
I Peder Madsens Gang boede der også børn, og det var stigende af indlæggelser af børn med kønssygdomme, som i sidste ende fik myndighederne til at gribe ind. Myndighedernes indgriben fik både konsekvenser for de involverede børn og gadens bordelvirksomheder.

kilden: "Politirapport med afhøring af drengene"

Kilden er en politirapport fra d. 21 november 1868.
Kilden handler om 4 drenge, som har haft sexuelomgang med 3 jævnalderende piger. Pigerne blev smittet med Syphilis.  Drengene er i en alder fra 10-14 år.
Drengene bliver alle afhørt. Og de fortælle alle den samme historie, dog er der en som nægter sig tiltalt, men historien er den samme.

De skal eftersigende være forgået på Gl. Holms plads. Hvor drengene og pigerne legede. "Jødepeter" får så den idé at de skal knæppe pigerne. De går derfor om bag nogle sten. Pigerne tager tøjet af på opfordring. De prøver alle at komme til, men i sidste ende er det kun "jødepeter" som kommer rigtig til."Jødepeter" er ikke blevet afhørt, da han ligger på hospitalet smittet med kønssygdomme. Alle drengene siger, at det er første og sidste gang, at de gør sådan noget.
Kilden er en førstehåndskilde, men kun drengene er afhørt. Pigerne hører vi ikke meget om, underover at pigen Amalie eftersigende selv havde sagt ja til, at være sammen med en af drengene. Efter som det kun er drengene der er blevet afhørt, får vi kun deres af historie. Derfor bliver man nødt til at se kritisk på kilden, da drengene bare kan have aftalt, hvad de skulle sige. Der er jo ingen til at sige dem imod. "Jødepeter" bliver også gjort til deres syndebuk, for selvom de selv har deltaget, mener de alle, at det var på "Jødepeters" opfordring at de gjorde det.
Kilden er i politiets arkiv arkiveret under sager vedrørende overbefolkede lejligheder 1863-70, så selv politiet var klar over at de overbefolkede lejligheder påvirkede befolkningen negativt.
Kilden er med til at fortælle om, hvordan det var at være barn i Peder Madsens gang, og udfra kilden lyder det ikke som noget særlig rart sted.


Lavet: Line

mandag den 1. november 2010

Arbejdernes arbejdsvilkår

Arbejdernes arbejdsvilkår var meget ringe under industrialiseringen i Danmark. Arbejderne led under urimelige forhold, hvilket kommer til udtryk i kilderne, "En kvinder fortæller i 1927" og "28. oktober 1871: læserbrev i Socialisten".


Arbejdet på fabrikkerne havde en anden karakter end det traditionelle arbejde i landbruget. Arbejdet var ensformigt, og arbejderen måtte indordne sig under nogle bestemte regler, som arbejdsgiveren havde lagt for arbejdspladsen. Arbejderne var derfor underlagt en stram disciplin og overtrædelser straffedes som regel med bøder eller afskedigelse. I nogle industrier var næsten alle arbejderne ufaglærte, der uden megen oplæring kunne sættes ind i produktionen. Arbejdstiden var lang. En typisk arbejdsdag lød på kl. 6 morgen til kl. 6 aften. Arbejdernes lønniveau var meget forskelligt. I almindelighed levede en arbejderfamilie lige over fattigdomsgrænsen og var afhængig af, at både hustruen og børnene arbejdede.




Kilderne giver det samme billede af arbejdernes arbejdsvilkår som det læste materiale. I kilden "En kvinde fortæller i 1927" hører vi om en familie, som er flyttet til landet, fordi der skulle være flere penge at tjene, men selvom faren sled og slæbte hver dag levede familien i fattigdom. Selv moren i familien måtte arbejde. Moren hjalp til med forarbejdet til vævningen. I 1868 tager faren til Horsens og får arbejde med det samme på en Crome og Goldschmidt fabrik, for det var ikke nødvendigt for fabrikkerne at have udlærte fagfolk. På fabrikken var arbejdsdagen kun fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdsdagen på landbruget var meget længere. Kvinden fortæller, at arbejdet på fabrikkerne var det rene barnemad i forhold til vævningen. Mange opgav endda deres egentlige fag, for arbejdet på fabrikkerne. Grunden til det var, at arbejdstiden var kortere og der var flere penge at tjene. Børnene kom også til at arbejde på fabrikken. Hele familien i kilden får efterhånden arbejde på fabrikken. Kvinden selv bliver kort til efter deres flytning sendt ud og tjene. Så som sagt tidligere er denne kilde et rigtig godt billede på hvordan en arbejders hverdag så ud og det var bogstaveligtalt hver eneste dag. 


I den anden kilde "28. oktober 1871: læserbrev i Socialisten" hører vi lidt mere om, hvordan arbejderne egentlig blev behandlet af deres arbejdsgivere. Den foregående kilde handlede mere om hvor meget og hvem der måtte arbejde for at holde en familien over fattigdomsgrænsen. I artiklen bliver arbejdsgiverne beskrevet som værende slaviske og tyranniske. Historien som fortælles i artiklen er fra en Crome og Goldschmidts fabrik, hvor flere af arbejderne måtte leve af kun 4 mark om dagen. Det var også forventet af arbejderne, at de skulle være taknemlige for den meget ringe løn. I kilden hører vi også om, at næsten alle arbejdere blev jaget væk fra fabrikken bare fordi de ønskede at få dagløn om søndagen. Man skulle nemlig dag og nat hvis man bare ville tjene 5 rigsdaler om ugen, som idag ville svare til 10 kr. Mange arbejdere kom i gennem hverdagen ved at fortælle sig selv, at der var mange andre, som havde det meget værre end dem. Nogle brugte snapsen til at glemme de forfærdelige forhold som de måtte indfinde sig under. Arbejdsgiveren retfærdiggjorde deres slaveri med, at de kun drev deres fabrik så staklerne kunne få føde. Kilden fortæller altså hvor dårlige arbejdsvilkår arbejderne havde det under industrialiseringen. 


Lavet af: Lene, Nanna og Line 

Kildekritisk analyse

Før andelsmejerier var det smør, der blev produceret af meget lav kvalitet. Det var egentlig bare et biprodukt, som blev fremstillet ad fløden fra gården. Dette smør blev solgt til købmanden i byen, som blandede det med andre gårdes små smørmængder. Dette smør gik under betegnelsen bøndersmør. På herregårdene blev smørret fremstillet lidt mere professionelt, og hygiejnen var derfor også langt bedre. Det såkaldte herregårdssmør var 50% dyre end bøndersmørret. Det var en købmand fra Århus, som kraftigt opfordrede bønderne til at samarbejde om at løfte kvaliteten på smørret. Denne købmand mente i 1874, at hver by burde have et fællesmejeri, men han viste godt at det ville blive en lang proces. 
Men i 1882 blev det første andelsmejeri oprettet i Hjedding. 

Den valgte kilde er " Kontrakt for Strelluf Andelsmejeri 1883". Strellufs andelsmejeri blev grundlagt Vestjylland den 12. januar 1883 og var dermed et af de første andelsmejerier i Danmark. I slutningen af 1880'erne blev andelsmejerierne en del af det danske mejerisystem. Andelsmejerierne blev hurtigt den dominerede mejeriform. Før andelsmejerierne blev mejeriprodukterne fremstillet derhjemme eller på et fællesmejeri. Et fællesmejeri opkøbte mælken fra leverandørerne, men det gav ikke landmændene gode betingelser. Man oprettede andelsmejerierne, fordi de opfindelser som skulle skabe billigere og bedre produkter. Det var mælkeproducenterne, som i fælleskab oprettede og ejede mejerierne. Det var med til at sikre, at også små landbrug kunne producere kvalitets mejeriprodukter og kunne få en højere pris for deres produkt. Andelsbevægelsen spredte sig siden til andre dele af landbruget, blandt andet i form af andelsslagterier. Omkring år 1900 var der mere end 1000 andelsmejerier i Danmark. Kontrakten for Strelluf Andelsmejeri er inspireret af kontrakten fra Hjedding Andelsmejeri (1882). Dog adskiller den sig på visse punkter fra den. Bl.a. er bestemmelserne vedrørende hygiejne, god opførsel på mejeriet og visse fodringsprincipper mere udførligt beskrevet i kontrakten fra Strelluf Andelsmejeri. Sætninger som: Der måtte ikke fordres med mugne ærter, og det var ikke tilladt at malke med våde finger eller rører i gødningen under malkningen. Det var heller ikke tilladt at spille kort, eller andet upassende på mejeriet. Disse regler bidrager til et tidsbillede af 1880’ernes landbrugssamfund.
Kilden giver os et billede af, hvordan landbruget udviklede sig i under industrialiseringen. Udviklingen af maskiner gjorde arbejdet meget mere effektivt, hvilket gav mulighed for en større produktion, og ikke mindste også en bedre produktion. Der blev stillet nogle regler op af andelsbevægelsen, som skulle efterfølges. Men andelsbevægelse skilte sig udfra den ellers så tyranniske industrialisering, da der ingen egentlig ledelse var. Alle deltagere havde lige stor indflydelse, uanset hvor meget mælk de leverede. Andelsmejerierne stillede krav til mælken og det gjorde at bønderne blev mere bevidste om hygiejne. Fra 1870-1914 blev landbrugsproduktionens værdi fordoblet, og det var bønderne som stod for denne udvikling. 
Fremkomsten af andelsmejerier betød, at bønderne blev mere bevidste om kvalitet og hygiejne. Opfindelserne af nye maskiner gjorde produktionen meget bedre og ikke mindst meget effektiv. Intensiveringen betød, at der var efterspørgelse på arbejdskraft. Det betød, at antallet af husmænd voksede stærkt i årene mellem 1870- 1905. Andelsbevægelsen betød også, at husmændene var langt bedre stillet end før. Der skete altså en markant ændring af landbruget i denne periode. 
Lavet af: Line